Støvlerne var kun i én størrelse - og hvilket held, den størrelse var min.
Læderet er tyndt og blødt, og støvlerne er fint fint forarbejdet. Eneste minus er, når de er kommet på, hvilket er let nok, er de næsten ikke til at få af igen. Den flinke skohandler måtte hjælpe mig af med støvlerne igen.
Støvlerne kostede 50 Tyrkiske lire - det er mindre end 200 dkr. De har lædersål og skal de holde må de forsåles. Det er der råd for - bazaren har adskillige skomagere - så jeg trådte ind i den første skomagerbutik jeg fandt...
Jeg ville gerne have denne oplevelse på film, men ikke engang billeder fik jeg taget.
Jeg viste skomageren mine støvler og fortalte med tegn og fagter at de skulle forsåles. Skomageren kiggede på de røde tyrkiske snabelsko, og bestemte, at de vist måtte have en forsåling også, ellers vil de være alt for glatte - og det har jeg oplevet, så jeg gav mig.
Jeg blev sat på en bænk, men skomageren bestemte, at det var fint besøg i butikken, så jeg blev flyttet til sofaen længere bag i butikken. Skomageren hidkaldte en ung mand, som viste sig af være sønnen, og ham der skulle udføre arbejdet. Så mens sønnen sleb sålerne, smurte lim på sko, støvler og gummisåler, så inviterede skomageren på et æble, fint skrællet med en kniv. Skomageren bestilte the over et samtaleanlæg, som findes i alle butikker, og vi drak the, mens sønnen hamrede sålerne fast til sko og støvler.
Jeg kunne forstå på sønnen, at han mente det var nogle rigtig gode støvler, jeg havde fundet.
Rigtig hyggeligt var det - og jeg fik et glas koldt vand i varmen. Og hele tiden grinede sønnen - noget tydede på, at mit besøg var noget af det sjoveste, han længe havde oplevet. Jeg havde det på samme måde, men jeg nøjedes med at smile. Men jeg grinede hele vejen hjem fra skomageren.
Nu km den alvorlige del af festen - sko og støvler var færdige og prisen var ikke aftalt. Assistance af en som kan en smule engelsk blev tilkaldt og han fortalte mig glad, at prisen var thirty thousand lire. Jeg tror, jeg lignede et middelstort spørgsmåltegn. Møntfoden er ændret i tyrkiet - der er strøget nogle nuller, men jeg var ikke sikker på kursen, og nogle gange er det de gamle priser man får. Nu lagde manden 3 ti-lire sedler frem. Ok - 30 tyrkiske lire. Jeg var forbavset, jeg mener, jeg havde jo betalt 50 tyrkiske lire for støvlerne. Det fortalte jeg - nå ja - men der er jo to par sko.
Jeg var vist lige optimistisk nok med hensyn til mit estimat hos skomageren - en tanke på min tegnebog og jeg vidste, at 30 tyrkiske lire - det havde jeg ikke.
Sagde jeg mente at 20 tyrkiske lire var en mere passende pris - og så fanger bordet jo - og prisen landede på 25 tyrkiske lire - og da jeg havde optalt dem, var der ikke flere penge tilbage. Pyha ....
Vi skiltes som gode venner og jeg fulgtes med assistancen og skomagersønnen derfra. Assistancen inviterede mig til at se hans butik. Han er skohandler af den almindelige slags med fine damesko og Adidas.
Vi forhørte os på hotellet om aftenen om priserne hos skomagerne. 20 lire ville være rimeligt - men det var et godt stykke arbejde der var lavet - og oveni sålerne fik jeg både æble og the - og en rigtig sjov oplevelse.
Nye gummisåler
- Også på snabelskoene
Ingen kommentarer:
Send en kommentar