8. oktober 2007

Jul - Tante Hjørdis Julefestkage

Vendsyssel i 1950'erne

Kategori: Julekage

Tilberedes på: 4 timer - lagres

Denne opskrift stammer fra Vendsyssel i 1950'erne. Det er en skærekage, som bliver bedre og bedre ved at stå køligt og indpakket. Jeg bager den en måned før Jul og er jeg heldig, er det også den kage, som spises tæt på jul. Det er hændt, at jeg har bagt to og taget hul på den ene op til jul. Den mangler dog hver gang den rigtige konsistens.

Ingredienser:
375 gram mel
250 gram smør
4-5 æg
1 dl fløde (jeg bruger piskefløde)
1-2 teske bagepulver
Kornene af en halv stang vanilje
50 gram sukat eller syltet appelsinskal
75 gram kogechokolade
50-75 gram valnødder eller hasselnødder. Jeg bruger begge dele. Tag 10 flotte halve valnødder til side.

Glasur:
250 gram Flormelis
Evt. kirsebærsaft

Pynt:
75 gram kandiserede røde og grønne kirsebær og halve valnødder. Jeg bruger altid syltede kirsebær uden sten. Før i tiden var min mormor leverandør af syltede kirsebær. De blev altid brugt til denne kage.

Tilberedning:
Smør, sukker og æggeblommerne røres i en time (med en elektrisk røremaskine i 1/2 time)
Mel og bagepulver, de fint hakkede nødder og finthakket chokolade samt de stiftpiskede hvider vendes i.
Bages i en velsmurt randform (jeg bruger en høj kageform med klassisk facon) eller to mindre forme i ca. 1 1/2 time ved 170 grader. Ovnen har rette temperatur fra starten. Hellere mindre varme og længere tid.
Når kagen er kold dækkes den med glasur. Jeg kommer saften fra de syltede kirsebær i glasuren. Helt afhængig af kirsebærrene bliver kagen rød, lyserød eller beige. Valnødder, syltede eller kandiserede kirsebær sættes øverst som pynt.
Når glasuren er helt tør, pakkes kagen ind og gemmes væk. Glasuren er med til at sikre, at kagen er fugtig. Når man spiser den, kan man vige uden om glasuren, hvis den søde tand ikke er til den slags.

2 kommentarer:

Chr Graver sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Chr Graver sagde ...

Lyder som en god opskrift, men mængden af sukker i opskriften er ikke opgivet.